Rabarbertærte: Fyld en sprød tærtebund med en fløjlsblød flødeostecreme og de lækreste lyserøde rabarberstykker, og overhæld tærten med en rabarbersirup.
Opskrift og styling af Sandra Leigh Draznin – for ugebladet Hjemmet
RABARBERTÆRTE MED RABARBERSIRUP
Udskriv opskriftIngredienser
Tærtedej: 200 g hvedemel 50 g sukker 1 knsp. salt 125 g smør 1 æg Rabarber: 2 bundter rabarber 200 g sukker ¾ dl vand 1 citron (øko) 1 stk. hel kanel 1 blad husblas Creme: 125 g flødeost 1¼ dl piskefløde 2 spsk sukker ½ tsk. vaniljesukker
Sådan gør du
BLAND mel, sukker og salt, og hak det kolde smør i. Saml hurtigt dejen med sammenpisket æg, pak den ind, og sæt den i køleskab mindst 1 time.
RENS rabarberne, og skær dem i 2 cm stykker.
GIV sukker, vand, fintrevet citronskal, 1 spsk. citronsaft og kanel et opkog i en gryde. Vend halvdelen af rabarberstykkerne i, og lad dem simre under forsigtig omrøring til de akkurat er møre (ca. 5 min.) – de må endelig ikke koge ud. Læg dem i et dørslag over en skål, og lad dem dryppe af. Gentag med resten af rabarberstykkerne.
HÆLD den afdryppede væske fra rabarberne tilbage i gryden, og kog den ind til ca. det halve. Tag den af varmen, tilsæt udblødt husblas, og lad den afkøle.
PISK flødeost, piskefløde, sukker og vanilje til en tyk og luftig creme. Sæt den i køleskab.
RUL tærtedejen ud på et meldrysset bord, og læg den i en tærteform (24-26 cm). Prik bunden med en gaffel, og sæt den i fryseren i 20 min.
TÆND ovnen på 200 grader. Læg et stykke bagepapir og nogle tørrede bønner på tærtebunden, og sæt den midt i ovnen ca. 15 min. Tag bagepapir/bønner af, og bag tærtebunden i yderligere ca. 10 min. – til den er gylden og sprød. Sæt den til afkøling på en rist.
LÆG tærtebunden på et fad, og fyld den med flødeostecreme. Læg de afdryppede rabarber på cremen, og dryp rabarbersiruppen over. Servér straks.
TIP
Tærtebund og rabarber kan gøres klar i god tid – op til 2-3 dage. Men tærten bør først samles i kort tid før servering. Erstat evt. kanel med en flækket vaniljestang, et stykke frisk ingefær, et par stjerneanis eller en håndfuld hyldeblomster.
[ssba-buttons]