Prøv at bage en luciakage til Luciadag den 13. december. En spændende variant af luciabollerne, bagt med en blød safran-gærdej og fyld af marcipan og syltede kirsebær.
Opskrift og styling af Sandra Leigh Draznin – Foto: Martin Dyrløv – for ugebladet Hjemmet

Luciakage
sanleigh Prøv at bage en luciakage til Luciadag den 13. december. En spændende variant af luciabollerne, bagt med en blød safran-gærdej og fyld… Hjemmebag luciakage, luciaboller European Udskriv opskriftIngredienser
Dej:
½ g hel safran
1 spsk. sukker
¼ liter mælk
25 g gær
3 spsk. sukker
1 æg str. L
500 g hvedemel
100 g blødt smør
½ tsk. salt
Fyld:
1 glas syltede kirsebær ( ca. 150 g bær)
evt. 2 spsk. rom
200 g marcipan
Pynt:
1 æg til pensling
2-3 spsk. perlesukker
Sådan gør du
STØD safran og sukker til pulver. Varm mælken op til 80 grader, og hæld den over safransukkeret. Lad det trække i 30 min. til væsken er under 37 grader varm.
RØR gæren ud i safranmælken (max. 37 grader), og tilsæt sukker, æg og hvedemel. Ælt dejen grundigt i 5-8 min.
TILSÆT det bløde smør og salt, og ælt i yderligere ca. 5 min., til det bliver en blød og blank dej. Lad den hæve tildækket i 1 time.
FYLD: Dryp kirsebærrene godt af i en sigte, og hak dem groft – brug evt. en hurtighakker. Tilsæt evt. rom. Skær marcipanen igennem på langs, og skær hvert stykke i 18 tynde skiver.
VEND dejen ud på et meldrysset bord, og ælt den let igennem. Del den i 4 portioner.
RUL et dejstykke ud til en rund plade (ca. 30 cm), og udstik 9 cirkler (8 cm). Gentag med resten af dejen, så du har 36 dejcirkler i alt.
LÆG en skive marcipan og lidt kirsebærfyld på hver dejcirkel. Fold dem sammen til halvmåner, og saml de 2 spidser.
LÆG de fyldte halvmåner med åbningen opad i en smurt form (24-26 cm). Læg dem først hele vejen rundt i kanten, og derefter i cirkler indad, til formen er fyldt. Lad kagen hæve tildækket i 1 time.
VARM ovnen op til 200 grader.
PENSL dejen med sammenpisket æg, og drys med perlesukker. Sæt formen midt i ovnen, og bag i 30-35 min., til dejen er gennembagt.
LAD kagen stå i formen i 10 min, og tag den så ud af formen. Nyd kagen lun eller afkølet.
TIP
Du kan også lave alm. luciaboller: Del dejen i 32 stykker, tril dem til tynde pølser på ca. 35 cm. Sno pølserne fra hver ende, så de mødes på midten, sæt en rosin i midten af hver snoning, og sæt snoningerne sammen to og to, ryg mod ryg eller på kryds, på bageplader med bagepapir. Lad dem hæve tildækket i 30-45 min., og bag i ca. 10 min.