Hjem Tips & Tricks SYLTETIPS

SYLTETIPS

af sanleigh
Syltetips til Marmelade og syltetøj

Jeg kan godt lide at sylte, og bruger tit hjemmelavet marmelade og syltetøj, som gaver til familie og venner. Det er ikke svært selv at sylte, men det er godt, at kende nogle praktiske syltetips. Dem får du her.

GØR sylteglas klar: Vask glas og låg grundigt, og steriliser dem på en af 4 måder:

1. SÆT glas og låg i mikroovnen med en smule vand i, og giv dem 2 minutter ved fuld effekt. Velegnet, når du kun skal bruge 1-2 glas, og ikke til metallåg!

2. KOG glas og låg i en gryde med med vand under låg i 10 minutter. Tør ikke glassene, men stil dem med bunden i vejret til afdrypning. Velegnet, hvis du skal bruge 1-8 glas.

3. SÆT glas og låg med bunden i vejret på en bageplade, og sæt dem i ovnen ved 140 grader i 20 minutter. Velegnet, når du skal bruge mange glas.

4. SÆT de rene glas og låg i opvaskemaskinen, og kør dem på det varmeste program, så de stadig er varme, når du skal bruge dem. Velegnet, når du skal bruge rigtig mange glas.

KOGNING: Brug en rustfri gryde med stor bund, så kogningen kan gå hurtigt. Sylt ikke for store portioner ad gangen – så tager kogningen for lang tid, og det går ud over frugten.

FJERN skum før syltetøjet fyldes på glas. Tilsæt evt. en lille bitte klat smør – det kan opløse det sidste skum.

TJEK om dit syltetøj er færdigt: Læg en underkop i fryseren i god tid. Læg en teskefuld syltetøj på den iskolde underkop, og tjek konsistensen efter 30 sekunder: Træk en finger igennem, og se om det flyder sammen igen eller ej. Kog evt. lidt længere, hvis den ønskes tykkere.

TJEK om gelé er færdig: Brug underkopmetoden (se ovenfor) eller et stegetermometer: Temperaturen skal lige op over 105 grader. 

PÅFYLDNING: Fyld glassene helt op, så der undgås luft. Tør kanten af med køkkenrulle dyppet i kogende vand, før låget sættes på. 

GELERINGSMIDLER: Det meste frugt indeholder et naturligt geleringsmiddel: PEKTIN. Nogle typer frugt indeholder dog mere end andre, og meget moden frugt og frugt, der har været frossen indeholder mindre pektin. Det kan derfor være nødvendigt at hjælpe geleringen på vej. Ren pektin fremstillet af frugt kan købes på apoteket, Matas og nogle helsebutikker. Pektin blandes med lidt sukker, og koges med i et par minutter før resten af sukkeret tilsættes. Der findes også andre sammensatte geleringsmidler, som for de flestes vedkommende også indeholder konserveringsmidler.

TUTTIFRUTTI/SAFTKOGER: Hvis frugtsaft til gelé koges i en saftkoger, nedbrydes det naturlige pektin og et geleringsmiddel må tilsættes.

OPBEVAR dine sylterier et mørkt og køligt sted. Husk at marmelade/syltetøj uden konserveringsmiddel skal opbevares i køleskab efter åbning.

SYLTESUKKER: Syltesukker indeholder udover sukker, citronsyre, pektin og konserveringsmidlet.

KONSERVERINGSMIDDEL: Jeg bruger aldrig konserveringsmiddel; jeg synes ikke det er nødvendigt, når jeg blot er omhyggelig med hygiejnen, og afpasser sukkerindholdet. Hvis du vil sylte uden sukker, eller bare vil være på den sikre side, kan du købe et konserveringsmiddel beregnet til syltning. Skyl rengjorte glas og låg med konserveringsmiddel efter produktets anvisning.

PRØV min opskrift på en god og nem appelsinmarmelade

Prøv også

Skriv en kommentar

Denne side bruger cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Tryk OK, hvis du er indforstået. OK Læs mere