Hjem Tips & Tricks HYLDEBLOMSTMARMELADE MED CITRUS

HYLDEBLOMSTMARMELADE MED CITRUS

af sanleigh
Hyldeblomstmarmelade

Hvis du er en af dem, der selv laver hyldeblomstsaft i juni måned, så brug ”kvaset” til en skøn marmelade. Når du har siet den færdige saft, ligger hyldeblomster og citrusfrugter tilbage i sigten, og der er ingen grund til, at det går til spilde – især ikke, når det kan bruges til en af sæsonens bedste marmelader.

OBS: Jeg er af en læser blevet gjort opmærskom på at hyldens grønne plantedele kan være giftige. Jeg har derfor spurgt Professor emeritus Leif Skibsted, om jeg stadig kan lave min marmelade.

Professor emeritus Leif Skibsted siger: ” Hyldebær indeholder stoffer, der kan udvikle den giftige blåsyre. Det nedbrydes ved kogning af modne hyldebær i mindst 20 minutter. Umodne hyldebær og andre grønne plantedele fra hyld som blade, stængler og bark indeholder andre giftstoffer,  der ikke umiddelbart nedbrydes ved kogning. De er ikke akut giftige som blåsyre/cyanid, men menes at kunne give mavesmerter. Ud fra et forsigtighedsprincip, må jeg derfor fraråde, at man spiser kvaset med stilke”. (Kilde: Bl.a. Samvirke maj 2019).

Som du kan se på billedet længere nede, så er der et minimalt indhold af grønne stilke i mit kvas, som mest består af citrusfrugter og hyldeblomster. Jeg klipper blomsterklaserne helt tæt af i køkkenet inden jeg laver saften. Jeg har lavet marmelade, is og kager af kvaset i mange år, og ingen i familien har nogensinde fået ondt i maven. Men nu er du advaret.

Læg en underkop i fryseren.

Find 4-5 sylteglas frem, og gør dem rene.  Stil dem i en gryde, og hæld et par cm vand i glas og gryde. Læg også lågene i gryden, og kog det hele under låg i mindst 5 minutter.

Vej ”kvaset” fra den siede saft, og fjern evt. sten fra citrusfrugterne.

Hak ”kvaset” i en foodprocessor – evt. á et par omgange, hvis du bruger en lille hurtighakker. Hak det ikke for fint; der må gerne være synlige stykker af citrusfrugt.

Hæld den hakkede blanding i en gryde, og tilsæt vand. Kog uden låg i ca. 15 minutter.

Rør syltesukker i, og kog ved rask varme i ca. 5 minutter. Læg en teskefuld marmelade på den iskolde underkop, vent 30 sekunder, og træk en finger gennem marmeladen – hvis den ikke løber sammen igen, er konsistensen fin.

Tag sylteglassene op af gryden med en tang eller pincet, og tøm dem for vand.

Fyld den varme marmelade på glas, og luk dem til med det samme.

Jeg fik 5 glas marmelade ud af kvaset fra min sidste portion hyldeblomstsaft, som var en halv portion af denne opskrift

Jeg brugte 500 g kvas, 1 liter vand og 750 g syltesukker.

Prøv også

Skriv en kommentar

Denne side bruger cookies til at huske dine indstillinger og til statistik. Tryk OK, hvis du er indforstået. OK Læs mere